07-22-2010
For højt medicinforbrug giver gult kort:
Danmark ligger helt i bund, når det gælder veterinært antibiotikaforbrug. Men forbruget af medicin er steget, og kurven skal knækkes med initiativer som ”Gult kort”-ordningen.
I Danmark har vi en løbende overvågning af forbruget og resistensudviklingen. Over en årrække er det samlede antibiotikaforbrug til dyr dog steget – navnlig er antibiotikaforbruget til svin steget, og det udgør ca. 80 pct. af det samlede forbrug.
Fødevarestyrelsen forventer, at ”Gult kort”-ordningen vil kunne træde i kraft til efteråret. Styrelsen forventer at kunne melde niveauer for et uacceptabelt antibiotikaforbrug for de forskellige produktionsformer ud inden sommerferien 2010.
Fødevarestyrelsen vil melde ud til de producenter, der ligger over 80 pct. af dette niveau, så de har mulighed
for at agere og nedbringe forbruget inden efteråret.
Der er ikke tale om ”gult kort” i første omgang, men en advarsel om at hvis man ikke ændrer vaner vil man
få et.
Dette er lige sket via godt 1200 breve. De breve, der sendt ud omkring 30. juni var der fejl i, og derfor er der ca. 10 dage efter sendt rigtige breve ud. (De første kan derfor smides ud).
Formålet med ”Gult-kort”-ordningen er at få det samlede forbrug ned. Ordningen er målrettet svinebesætninger med et stort og rutinemæssigt forbrug som fx i forbindelse med flokbehandling af svin via foder og vand, samt de dyrlæger, der ordinerer de store mængder medicin.
Landmanden og dyrlægen vil få et ”gult kort”, når antibiotikaforbruget bliver for højt.
I samarbejde skal landmand og dyrlæge derefter lægge plan for at få forbruget ned.
Der vil være restriktioner i forhold mængden af ordineret medicin. Både besætningsejer og dyrlæge vil også have større risiko for at blive kontrolleret af myndighederne, da besætningen indgår i en pulje til ”50 pct. –kontrol”, d.v.s. halvdelen af disse får kontrolbesøg.
”Gult kort” – og hva’ så?
Hvis ikke antibiotikaforbruget efter en periode på ni måneder er reduceret til et acceptabelt niveau, vil Fødevarestyrelsen gennemføre et gebyrbelagt kontrolbesøg hos landmanden for at vurdere, hvordan antibiotikaforbruget kan nedbringes.
På baggrund af dette kontrolbesøg vil landmanden derpå blive påbudt en skærpet handlingsplan, der kan indeholde flere konkrete tiltag inden for områderne: Diagnostik, behandling, management, rådgivning og offentlig kontrol.
På den måde skal ordningen bringe stigningen i de aktuelle stalde under kontrol og sikre, at brugen af antibiotika foregår på en ansvarlig måde i de danske stalde.
Ekstra fokus på ulovlige lægemidler
Restriktioner på forbruget skaber en risiko for brug af ulovlige lægemidler. Fødevarestyrelsen og Lægemiddelstyrelsen vil derfor have ekstra fokus på ulovlige antibiotika og bl.a. øge kontrollen med ulovlig indførsel af veterinære lægemidler.
Kilde: Fødevarestyrelsens hjemmeside.